De Nye Feminister

Jeg vil betegne mig selv som værende feminist. Men hvad vil det egentligt sige at være feminist? Mange stærke power-kvinder kommer med avancerede løsninger, men hvis jeg skal sammenfatte det helt kort er det, at være feminist:

At have samme rettigheder som mænd ; at alle er lige.

Fakta er, at kvinder i dag ikke har samme rettigheder, men langt hen af vejen tror jeg, at vi kvinder - medsøstre - selv er medvirkende til at samfundet er sådan skruet sammen. Sorry to say.

Mange feminister i dag er nærmest rabiate, ekstreme, super-feminister, hvor der går mandehaderi i det hele, og hvor de ønsker at kvinder skal være som mænd, og ikke ligestillede med mænd. Ofte fremstiller feministerne kvinderne som en slags guddommelige overmennesker, og der bliver en værre ballade, hvis kvinder ikke nærmest vælges over mændene; hvis en mand vælges over en kvinde til f.eks. et job, påberåber feministerne sig mandschauvinisme, og kræver ligestilling. Sjældent opfatter de, at de ønsker det stikmodsatte af ligestilling; at kvinderne vælges fremfor mændene. Så er vi jo lige vidt; der er stadig tale om forskelsbehandling.

I min optik burde det være simpelt: den bedst kvalificerede får naturligvis jobbet. Jeg er bevidst om at det naturligvis ikke altid forholder sig så simpelt, men jeg synes det er anstrengende og irrationelt når kvinder insistere på, at en højtstillet og vigtig post SKAL gå til en kvinde - ikke på grund af hendes kvalifikationer, men på grund af hendes køn. Med den tilgang til feminisme, synes jeg at kvinder (feminister) er lige så ødelæggende og skadende for kvinderettighedssager, som de selv anklager mændene for at være. Så er kvinder jo igen et objekt - selv i feministers øjne, hvilket virker tåbeligt. På den måde gør de selv kvinderne svagelige, og nogen som har brug for hjælp og støtte, fordi de ikke selv kan klare skærene.

En af de allervarmeste feminist-sager er f.eks. amning. Et absolut brandfarligt emne, som ingen officielle personer tør røre med en ildtang. Os almindelige tør dårlig nok nævne det; sæt der var en aggressiv, feministisk mor i nærheden, som var på krigsstien. Amning er et sært emne; helt grundlæggende omhandler det jo, hvorvidt det er okay at kvinder ammer deres børn offentlige steder, f.eks. på restauranter og caféer. Og som det demokratiske land Danmark nu en gang er, er der en million forskellige meninger - den ene mere ekstrem end den anden, og det ekstreme går i begge retninger. I den ene ekstreme pol har vi de ''sarte'' som ikke bryder sig om offentlig amning - slet ikke når de spiser ude, og som ønsker at amning foregår andetsteds, end i det offentlige. I den modsatte pol, har vi de kvinder, som nærmest gør deres amning til en del af deres identitet, og som i protest ammer så åbenlyst som overhovedet muligt.

Og det er her, jeg indser, at jeg nok tilhører den nye generation af feminister; os, der fokusere på ligestillingen af mænd og kvinder generelt, fremfor den enkelte mærkesag som f.eks. amning. Og netop i anledning af ligestilling, kunne jeg godt ønske et kompromis, f.eks. diskret amning. Man kan argumentere herfra og til Sydfyn om hvorvidt nogle mennesker er sarte, og at det ''bare er et lille barn der spiser'', og på den modsatte side kan argumentere for at ''man ikke viser bryster i offentligheden ellers'', og sådan kan man fortsætte. Mit udgangspunkt som en yngre feminist er, at selvfølgelig skal kvinder have lov, og mulighed for at amme deres barn. Det er en absolut naturlig ting. Men alt andet lige, forstår jeg ikke de kvinder, der bruger oceaner af tid på at argumentere for åbenlys, offentlig amning, og nærmest gør det til en identitet; en pilgrimsfærd. Personligt har jeg på ingen måde hverken lyst eller behov for at sidde med brysterne fremme offentligt. Som en ikke-mor kan jeg kun svare ud fra teorier om mig selv; men jeg forestiller mig at jeg vil foretrække at sidde et roligt sted, og være nærværende med mit barn, fremfor at gennemtvinge at amme i en larmende restaurant, med brysterne fremme, udelukkende for at understrege min pointe.

På samme måde har jeg med den nærmest 70'er agtige debat, der fortsat raser i visse kredse, angående kropsbehåring, bh'er (eller protest-præget afmontering af samme!) og høje hæle.
Jeg er en del af den nye generation af feminister; jeg har absolut ikke tænkt mig at lade min hårpragt stå i fuldt flor. Jeg vil under ingen omstændigheder fejre sommeren med lange hår på benene, pjuskede armhuler, eller en bikinilinje der er ude af kontrol. I min verden kan feminisme kombineres med femininitet - noget, der tidligere slet ikke kunne kombineres.
Jeg hader når ældre generationer af feminister (og desværre også sommetider nutidige) brøler, at det er undertrykkelse af kvinder, at vi barbere ben. Eller fordi medierne diktere det. Hold nu - jeg barbere ben, fordi jeg ikke vil ligne en gorilla. Lyse nederdele om sommeren er simpelthen pænere og mere elegante, med glatte ben.
Hvis nogen påstår, at jeg er med til at undertrykke mig selv, fordi mine ben ikke ligner mandeben, er de helt galt på den; at jeg ønsker at være ligestillet med mænd, har forhåbentligt ikke noget med min behåring at gøre. Jeg mister ikke min værdi eller styrke på f.eks. arbejdsmarkedet, fordi jeg får tæmmet mine armhuler.
Hvis visse feminister mener, at det forholder sig således, så er de eneste der undertrykker nogen, dem.

Stilletter og høje hæle. En absolut favorit i min samling; jeg elsker dem. Men i følge De Gamle Feminister, må jeg ikke. Der skal jeg have flade sko på (gerne fodformede) ligesom mændene.

Der argumenteres vidt og bredt for, at høje hæle er fysisk forkrøblende for fødder, ankler, knæ og rygge. Og de ligestillingsorienterede skader er åbenbart endnu værre: høje hæle fører til at man tager mere spinkle, små og rolige skridt, man kan ikke løbe i dem, og man kan ikke overhale de slemme mænd, som spurter ind foran, i deres flade, korrekte sko.
Det er jo det rene sludder. Jeg kan ikke forestille mig et job, hvor jeg rent fysisk er i risikozonen for at blive overhalet (af en mand) på en måde, hvor mit job (eller liv!) for alvor er truet. Hvis jeg nogensinde ender i en sådan situation, vil jeg vove at antage, at jeg i så fald sparker lortet af, og spurter i bare tæer.
For det andet: ja, måske tager jeg små, korte skridt, og er en smule mere vaklende, end hvis jeg var iført en stor, streng Ecco-sandal. MEN til gengæld giver høje hæle mig ekstra højde, og når man er 1,58 m. høj, så er det absolut ønskværdigt.
Måske kan jeg ikke overhale de frygtelige mænd i mine høje hæle, men jeg kan til gengæld se dem i øjnene når jeg står op. Og det tror jeg ærlig talt, at jeg får mere brug for, end at kunne løbe hurtigere end dem.

Bh'erne; endnu et emne, der kan få den gamle generation af feministers hjerte til at banke ekstra hurtigt.

De er kvindeundertrykkende. Kvinder skal ikke snørre deres kvindelighed ind. De skal være frie som de er. LIGESOM MÆNDENE.

Igen oplever jeg denne logik som en åndssvag omgang sludder. Hvordan i alverden kan en bh være kvindeundertrykkende? Fordi den holder ... bryster? I don't get it. Alle kvinder, der har været nødt til at løbe efter en bus, ved, hvordan alting hopper og bouncer. Kvinder ved også, hvordan det vil ses (og føles!) uden bh. Absolut hæsligt og hæmmende.
Personligt elsker jeg bh'er. Jeg har arbejdet tre år i en lingeriebutik, og set et hav af både bryster og bh'er. Det ene sæt flottere end de andre - inden for begge kategorier. Men selvom bryster er fantastiske, er det altså ikke ensbetydende med at de skal hænge i fri dressur. Ind i mellem må man godt snørre sin kvindelighed ind, bare lidt. Jeg tror alle har prøvet at føre en samtale med en kvinde, der åbenlyst ikke bar bh, og haft svært ved at koncentrere sig, fordi hendes bryster (og brystvorter) var ubehageligt synlige. På nogle kvinder fremstår det erotisk og sexet, men medmindre man bor på forsiden af M!, er det som regel egentligt mest lidt forstyrrende. Jeg mener netop at man styrker ligestilling for kvinder, ved at tøjle sin barm i en fornuftig bh, der holder pigerne på plads, således at ens attributter ikke er synlige og distraherende for kollegaer, venner og familie. Bryster bør slet ikke være et issue for nogen - slet ikke på sin arbejdsplads. Det imødekommer man selv som kvinde, ved at have dem i en god hverdags-bh, der bare får tingene til at sidde hvor de skal. Kvindeundertrykkelse eller ej - det ser ærgeligt ud med trætte navlebryster, og man kan altså ikke lade være med at stirre (diskret, om ikke andet) hvis nogen kommer på arbejde i den mundering.

Og så er der altså også det ved det, at bryster som regel bare er flottere i en bh.. Alle kvinder har brug for en god, fast bh til hverdagsbrug, og en pikant blondesag til festlige lejligheder. Det har intet med kvindeundertrykkelse at gøre, men tværtimod at nyde en af de mange fordele ved at være kvinde; lækkert undertøj.

Apropos bryster, så er der også de kunstige af slagsen; de berømte og berygtede silikone-bryster. Jeg har efterhånden set min andel bryster - både ægte og kunstige. De er flotte alle sammen, og man skal være glad for dem, uanset hvordan man har tilegnet sig dem; om man fik dem fra sin mor, eller fra sin kirurg. Feminister slår tit på tromme om at man skal elske sig selv, og acceptere sig selv som man er.

De glemmer bare mellemregnestykket, som består selve konceptet i at elske sig selv. Hvad nu hvis man ikke bare automatik elsker sig selv, fordi man synes ens bryster er tarvelige, eller man har nogle øjenlåg nærmest hænger nede på kinderne, eller ens mave ligner en trafikulykke efter f.eks. et vægttab?
Feminister vil så måske sige, at man kun synes ens bryster, mave eller øjenlåg er grimme, fordi samfundet og mændene sætter standarder, der er umulige at forholde sig til i den virkelige verden. Jeg er ikke enig; hvis man har en del af sin krop som man synes er skæmmende og grim, og man har muligheden for at forskønne den kirurgisk, så skal man gøre det. Hvis jeg en dag når til et punkt, hvor jeg synes noget hænger, er slapt, eller på anden vis ser sært ud (f.eks. ligner noget fra et syltetøjsglas i et fysiklokale) så har jeg så absolut tænkt mig at klippe, skære, sy, strække og formindske alle de steder jeg kan. For en af de absolut vigtigste begreber ved girlpower, og den nye generation er i min optik, at udnytte alle midler, og de mange muligheder, for at blive så glad, lykkelig, og ikke mindst ligestillet som muligt.

Verden ligger for jeres fødder, de damer, tag den, udnyt den, få det bedste ud af den. Mændene må ikke spænde ben for os, men det er vigtigt at vi heller ikke spænder ben for os selv, og hinanden.

Kærligst, Rie

Uden for Det Store Babyfællesskab

Jeg bliver 25, er gift, er lykkelig,  er næsten færdiguddannet. En kombination af disse er den direkte vej til, at samtlige familiefester, bryllupper og især barnedåbe fører til, at nogen hjerteligt lægger en arm om skulderen på mig, og spørger om ''det ikke snart er min tur'', og peger meget direkte på en meget tung, savlende baby.

Og hver gang må jeg skuffe selskabet, ved at undskyldende står og fedte noget med at ''vi bare ikke er klar endnu'', og skynde mig hen og mæske mig i et stort stykke ost, og et glas hvidvin (for ligesom at understrege INGEN GRAVIDITET HER, i håb om at folk holder deres næb lukket. Ikke sandsynligt).

Og bevares - babyer er da lækre, søde, og sjove. Det synes både min mand og jeg. Men vi er bare af den upopulære holdning, at vi gerne vil vente lidt med at få børn. Vi har ikke nogen suspekte, mistænkelige sygdomme eller andet; vi vil godt bare vente lidt.

 Jeg er tilpas barnlig og useriøs til at jeg ikke er klar til at opgive at sove længe. Jeg er ikke klar til at min sofa skal indkøbes ind med henblik på, at der bliver klasket en klistret banan ned i den, så snart den får sit sofaben inden for døren. Jeg kan ikke overskue at et potentielt smukt, rustisk vintage-spisebord bliver tegnet på med hæslige tusch-penne, eller at jeg skal ønske mig et puslebord fremfor et sminkebord. Jeg vil gerne, at mine sparsomme lommepenge går til make up, parfumer, tøj, sko og cafébesøg, og ikke Ecco vinterstøvler, str. 27. Jeg vil gerne kunne købe et par bukser - eller bare en liter mælk - uden man skal wrestle og bestikke en sindssyg, og hysterisk 2-årig. Men det må man slet ikke synes.

Og noget man slet ikke må synes er, at jeg også godt vil vente lidt med at splitte min krop ad. Mit feministiske jeg, mener jo , at alle kvindekroppe er smukke, uanset om der er strækmærker, ar, buler, mishandlede bryster, og lidt for mange bløde områder. For de er smukke. Det er smukt at ens krop bærer præg af Livets Største Gave i form af ens børn. Men jeg tænker mere rent teknisk ved fødslen. Alt sådan noget med fjerkræssakse (!), sting i sit MELLEMKØD (!!!) og alt det klamme og foruroligende der er ved en graviditet og fødsel, skræmmer mig lige så meget, som da man havde seksualundervisning i 7. klasse. Hvorfor snakker man aldrig om de ting - det er altid noget med hvor romantisk og hellig en fødsel er.

Jeg kan garantere med virkelig stor sandsynlighed, at jeg også kommer med i Klubben, og at jeg som indvielsesritual klasker et scanningsbillede på min Facebook-væg inden for en overskuelig årrække. Men jeg har bare ikke så meget lyst lige nu. Jeg er ikke af den type, der insistere på at man skal ''nå at være ung'' inden man bliver forældre. Det er samme type, der insistere på at man SKAL da ud at rejse efter gymnasiet (og helst noget med noget frygtelig backpacking i Asien), og igen samme slags mennesker, der hårdnakket skriger, at unge piger da SKAL prøve at bo alene, inden de flytter sammen med en kæreste. Jeg er IKKE en af dem. Jeg mener fuldt og fast, at man skal gøre det man selv finder rigtigt. Jeg rejste ikke efter gymnasiet - jeg arbejdede på et plejehjem, og jeg flyttede direkte sammen med min nuværende mand, da jeg var 19. Derfor er min frygt for at komme med i Klub Mor heller ikke, at jeg går glip af noget. Tværtimod ser man i dag mødre, som følger deres drømme - børn eller ej.

For mig handler det mere om, at jeg ikke rigtigt kan se mig selv som en mor endnu. Det kommer. Men indtil da, synes jeg tit det kan føles som om at jeg ikke er ''kvinde nok'' - ifølge andre mødre. Jeg oplever tit at der er en strid hakkeorden hvad det angår, og det er som om man kun er et Gollum-agtigt halvmenneske, hvis ikke man har en 53 cm. lang, lyserød diktator med sig, hvor end man går. Jeg har hørt kvinder på min egen alder, der har fået børn udbryde i ting som ''jamen mit liv giver først mening nu!" og i deres ustyrlige hormonrus kigger på mig med tindrende øjne, der er ved at svømme over af glæde for den her lille nyfødte. Og det er dejligt - og helt utroligt heldigt for babyer, at alle mødre tilsyneladende går i en slags trance, når de bliver født. En trance som varer livet ud, og som gør, at mødre fra fødslen går i en slags løvemor-agtig tilstand, hvor de vil gøre alt for deres baby, samtidig med at de beundrer og elsker den helt betingelsesløst.
MEN bare fordi man fysisk og biologisk er i stand til det, er det ikke et universalt krav, at alle kvinder skal føde børn så tidligt som muligt. Jeg har bevidst valgt at få børn senere end i starten af mine 20'ere, men det betyder (forhåbentligt ikke) at jeg er en hjerteløs, kold cowboy.

Når en pige (måske endda en veninde eller bekendt) erklærer at hun er gravid, bryder man som udgangspunkt ud i vild jubel, knus, kram, lykønskninger og andre udtryk for glæde. Jeg kunne aldrig drømme om at spørge om hun nu også er sikker på at hun vil have det barn, på det tidspunkt. Det opfattes som upassende - og selvfølgelig allerede nu elsker hun sin baby ubeskriveligt. Men derfor synes jeg omvendt, at det er ligeså upassende, når kvinder der allerede har børn, pointere de mange, triste mangler der er ved mit uønskværdige, børnefri liv.

''Du ved ikke hvad du går glip af'', er endnu en floskel, jeg tit hører, efterfulgt af en selvtilfredshed, mens en mor tørrer snot af kinderne på deres kolde flyverdragtsbarn. Det giver mig lyst til at skrige ''det gør du heller ikke! Jeg kan drikke mig i hegnet, anskaffe mig Verdens Mest Upraktiske hvide sofa hvis jeg ønsker, min hund kan leve i fred med begge sine øjne intakte, jeg kan bruge alle mine penge på sassy undertøj og ufornuftige sko, jeg kan sove længe, og jeg kan leve af en diæt bestående af pizza og Ritter Sport fordi jeg ikke har ansvar for nogen. Du ved ikke hvad DU går glip af!" Men for det første er det ret så upassende og uhøfligt at brøle det (!) og derudover er det også bare i mange mødres øjne en understregning af, hvor tomt mit liv er uden børn. For jeg har desværre endnu ikke opdaget de sande værdier her i livet.

Jeg oplever tit, at vi kvinder i 20'erne er i to hæslige og snævre kategorier:

A:) Karriererytteren, der efter sin kandidatgrad går i gang med at kurere AIDS, samtidig med at de styre Mærsk, og går til cocktailparties og generelt bare rocker halvdelen af verden.

B:) De Nye Mødre, der tager korte eller mellemlange videregående uddannelser, og ofte bliver sygeplejersker, lærer(inder) eller pædagoger, og under uddannelsen (eller allersenest lige efter) bliver gravide, flytter til Forstæderne og får smukke, korrekte børn med Reima-huer, Småfolk-bodystockings, og økologisk mos, og grød der er lavet fra bunden.

Correct me if I'm wrong, men jeg oplever, at man som ung kvinde i midten af 20'erne helst skal falde et sted, nogenlunde inden for en af de to ovenstående kategorier; man skal helst brænde for enten karrieren, eller børnene.

Man hvad så hvis man - som jeg - er vor tids cirkusudskud, der ikke rigtig brænder for nogen af delene? Hvad nu hvis man som mig, er en slasket Dolce Vita livsnyder type, der gerne vil alt det politisk ukorrekte som f.eks. at spise enorme mængder junkfood, eller drikke 1 liter Coca Cola Light om dagen? Har jeg virkelig ikke opdaget det gudommelige, magiske og nærmest hellige i moderskabet? Eller alternativt fundet mit kald som hårdtarbejdende arkitekt, eller som læge i Den Trejde Verden?

Jeg har ikke noget fornuftigt svar på mine egne spørgsmål, men der er én ting, som jeg er helt stensikker på:

1. Man skal kun føde børn når man vil.

2. Man skal kun gå karriere-amok når man vil.

3. Mødre skal ikke dømme de børnefri kvinder, ligeså vel som at de børnefri ikke skal erklærer at mødrene er ''kedelige'' eller har ''opgivet sig selv''.

Og endelig:

At man har et middelmådigt job, og er børnefri et par år endnu, gør ikke automatisk én (mig?) til en ringere person.

Kærligst, Rie

Jeg fandt Den Hellige Gral!

Jeg har fundet Den Hellige Gral! Naturligvis inden for jeans, som jeg har været forfærdet over at jeg ikke har kunnet opdrive, i en anstændig model og snit.

Men nu har jeg fundet dem! Mit hemmelige trick er tilsyneladende åbenbart at medbringe min mor. Hun har tålmodighed nok til at gide at lede LÆNGE med mig. Hun tør også godt sige, når jeg prøver noget, der får min mås til at ligne noget på størrelse med en hidtul uidentificeret planet. (selvom hun aldrig ville formulere sig således)

Men her er de så:

Jacqueline de Yong
Skinny Low Champ Diego
Fås i flere farver
149,99,-

Det var et meget lykkeligt øjeblik, da jeg fik dem på, og opdagede at de sad guddommeligt, og jeg så derefter kunne konstatere at prisen var sølle 150 bobs.

Jeg købte omgående et par i sort, og et par i mørk denim.

Jeg købte også et par jeans af mærket Milla, i Føtex. Jep, Føtex. Jeg ved hvad du tænker - og nej, Føtex' tøj er ikke kun forbeholdt meget tykke damer, der køber neonfarvede leggings. Ind i mellem har de nogle fine ting, der koster en slik. Deriblandt mine nye jeans:

Milla
Super Tight Fit
Fås i flere farver
149,99 kr.

Jeg synes, det ser fint ud med printet - det ligner nærmest blonder. Modellen hedder Super Tight Fit - og de er virkeligt elastiske. Og som det ses på billedet, passer de i længden, hvilket er en eftertragtet sjældenhed, på niveau med at vinde i Lotto, når man kun er 1,58 m. høj.

En anden festlig bonus er, at de er store i størrelserne, således at jeg kunne godte mig med en størrelse 38. Meget bedre, end når jeg i ''ungpigebutikker'' tit skamfuldt må prøve en eller anden hæslig, enorm størrelse (typisk Størrelse Spækhugger) for at kunne blive hældt i dem, fordi de er møntede på at man har skikkelse som en konfirmand. Jeg er IKKE imponeret af jeans, der er så små og lavtaljede, at det er uhensigtsmæssigt at have trusser under (!)

Nå, men opsummering på Jeans Dagen blev, at jeg fik tiltusket mig tre par jeans, til den enorme sum af 450 kr. i alt. Jeg er utrolig begejstret, og føler, at jeg gjorde et rigtigt godt køb.

Jacqueline de Yong kan varm anbefales!

Fedmeheksejagt

Heksejagte var i gamle dage jagte på, nåh ja, hekse. De hæslige hekse skulle udryddes, blev man usagt enige om i samfundet. 

I dag foregår der stadig heksejagte; de sidste års tid har det især været rygerne der har stået for tur, og nu er det også ''de fede''. Jeg sætter ''de fede'' i citationstegn, fordi det føles uartigt og forkert at sige (skrive) ''de fede''. Det er et grimt ord, og en af de ting, man absolut ikke måtte kalde andre, da jeg var barn.

Men sandheden er, at der er virkelig mange fede (eller politisk korrekt: overvægtige) mennesker i dag. Jeg er ikke hverken læge eller diætist, men mit gæt er, at det er kombinationen af let tilgængelig  (fed) mad, kombineret med stillesiddende jobs, og virkelig mange biler, der resultere i fedme som en folkesygdom. Vi bevæger os ikke ret meget længere, og det fører til fedme.

Bum.

De fleste kan hurtigt blive enige om, at fedme er usundt og uhensigtsmæssigt, men for mig opstår problematikken i forhold til at determinere, hvornår man er fed. Alle kan betragte en person, der vejer 200 kg., og konstatere at vedkommende er ''fed''. 

Men hvad med alle os andre, der er midt-i-mellem? Det er dem, der indgår i Heksejagt 2014, ifølge mig. 

Langt hen af vejen, synes jeg, at jeg har en fabulous figur. Jeg er ikke tynd (overhovedet!) men jeg synes jeg ser sund, rask, kurvet, kvindelig og blød ud. Min hud er rar at røre ved, og der stikker ikke knogler ud nogen vegne. Jeg kan modstå hungersnød og sult med min krop. Jeg kan bære, og føde et barn. Jeg er en voksen person, og jeg synes at det er helt i orden, at min mås er bredere end på en pige på 15 år. Måske er min mave lidt blød og puffet i det, men til gengæld har jeg en sassy kavalergang. Men problemet er, at alt det, der egentligt er ret godt ved mit udseende, ikke er hverken gangbart, interessant, eller relevant i 2014, hvad skønhed og udseende angår.

Et af de mest hypede udtryk i dagens Danmark, er sådan noget som: ''Stærk er det nye sort''. I dag er det ikke længere nok at være tynd - du skal også være stærk, have (tilpas) store muskler, løbetræne, bage speltbrød, leve efter Stenalderkuren, dyrke Crossfit - listen fortsætter i det uendelige.

Og hvad værre er: hvis du ikke deltager i ovenstående, er det fordi man ikke har selvdisciplin til det. I følge samfundet (og ondskabsfulde fanatikere).

Men hvad nu hvis man ikke gør det, fordi man har ringe selvdisciplin, men fordi man simpelthen ikke har lyst? 

For mig, er der kun få ting i verden der er værre, end at gå i fitnesscenter. Jeg HADER det. Men hvis man siger det offentligt, får man straks op til flere misbilligende øjne, der - i bare selvtriumfering - disker op med en korrekt kommentar om, at det jo er SUNDT, og at de i øvrigt ELSKER det. Og indeni tænker de, at jeg er en tyk taber, der har kropsform (og ryggrad) som en dåse prutteslim. 

Men sundt eller ej - jeg hader det. Det giver mig lyst til at lægge mig ud under bruseren i fosterstilling, og have ondt af mig selv. Jeg bryder mig ikke om fitnesscentre, for sandheden er, at dit udseende og image fylder en foruroligende stor del af det. Du skal helst have en mave, der er fladere end gulvbrædderne, for at du må være med i Klub Lækker. Hvis man ikke er virkelig veltrænet, så kan man godt føle at man bliver beluret (hånet?), eller at man ikke er velkommen. Det paradoksale er, at man jo typisk starter i fitnesscenter, netop fordi man IKKE er veltrænet, men derimod forsøger at gøre noget ved det. Så er det sidste man orker, en popsmart fedtfinger, der kommer med bemærkninger.

Og hvad er ''sund'' i det hele taget? Jeg føler mig sund - mit kolesteroltal er OK, mit BMI er rimeligt, mit taljemål er smallere end påkrævet, så jeg har ikke fedt om mine organer, jeg kan lunteløbe 5 km. i træk, og jeg sover godt om natten. Men det tæller åbenbart slet ikke, fordi jeg også har en muffintop. 

Det driver mig til vanvid, at man ifølge samfundet - og medierne - er et dårligere menneske, bare fordi man har lidt større bukser på. Det er hverken fair eller rimeligt. For når ret skal være ret, så ser det sgu da sindssygt godt ud med en superfit, veltrænet powerkrop med flad mave, slanke arme, store bryster, og en røv som en 14-årig. Men de ekstreme omkostninger det vil have for mig - socialt, økonomisk, tidsmæssigt og for mit selvværd - er ikke resultatet værd. Punktum.

Jeg synes at det er  tåbeligt og virkelighedsfjernt, når man i diverse dameblade kan læse om hvilke ''tricks'' supermodellerne bruger, for at holde sig slanke. Det eneste, man får ud af at læse om det, er, at man føler sig som en fed fiasko. Jeg oplever ofte at smukke, kloge og søde kvinder på min egen alder, udbryder ''ej jeg SKAL altså også på kur'', selvom de har pæne, sunde og raske kroppe. Den der kroniske usikkerhed, og påduttede dårlige samvittighed, er noget som jeg tror, en enormt stor procentdel af vi unge kvinder i dag kronisk føler. Når alt kommer til alt, så lever kendte modeller jo netop af deres udseende. Hvis mit job bestod i at blive fotograferet i bikini, og at jeg i øvrigt fik 4 mio. om året for det, så ville min krop naturligvis se ganske anderledes ud. Men jeg ER ikke model, og jeg orker ikke at bruge store dele af mit liv på at forsøge at komme til at se ud som én.

Selvom kvinder er søde, sjove, kloge og måske endda også veluddannede, så hjælper det ingen verdens ting, hvis de føler at deres udseende ikke slår til. Alle kan have en off day hvad udseende angår, hvor man føler at man ligner noget der er blevet trukket op af et toilet. Men standarden bliver sat højere og højere for, hvornår man ikke længere er ''pæn'', og det bliver sværere og sværere at leve op til de kriterier, der primært sættes af modeverden, og de sociale medier. Man er nødt til at have hele pakken; alt på ens krop - både indvendig og udvendig - er nødt til at være førsteklasses, for at man kan accepteres som værende ''pæn'', ''flot'', ''attraktiv'' eller ''lækker''. Piger træner, spiser, og operere sig for at opnår det moderne, ''sunde'' udseende, som er så populært.

Tilsvarende ulykkelig og oprevet gør det mig, når snakken falder på mødre. Nybagte mødre. Er der nogen i denne verden, der har lidt overlast og været presset (bogstaveligt talt) så er det en ny mor. Alle forandringerne - en skrigende baby, en krop der ligner en trafikulykke, og måske endda også en psykotisk svigermor - kan presse enhver powerkvinde ud over kanten. Hvis jeg må bestemme nogen, som skal skærmes og beskyttes lidt, er det vores nye mødre. De fører befolkningen videre, og giver liv. Derfor fortjener det en lussing og en meget streng, løftet pegefinger, når andre (typisk andre kvinder) begynder at udtale sig, om hvorvidt nogen har tabt deres ''babyvægt''. Og kvinder er altså stride på det område; hvis en ny mor taber sig hurtigt, og ser skøn ud, bliver vi kvinder misundelige. Men hvis hun derimod ligner en spækhugger i pastelfarver, så godter vi os over at hun er tykkere end os. Unfair, og ikke særligt søstersolidarisk. Nye mødre skal tænke på dem selv og deres nye, dejlige lille søn eller datter. Det sidste de skal bekymre sig om, er omkredsen på deres mås. For ja, måske er den ret meget større end 9 måneder tidligere, men jeg tror de fleste mødre er enige i, at hver eneste ekstra centimeter er det hele værd, når de betragter deres nyfødte barn. Og så synes jeg i øvrigt at Mascha Vang og co. udsender nogle klamme signaler, når de hysterisk fokusere på at få deres bikini-krop tilbage, hurtigst muligt efter fødslen. De sætter nogle vilde standarder, som meget få mødre har en chance for at leve op til, og i øvrigt ikke bør føle sig nødtsaget til at følge.

Jeg får myrekryb, og bliver vred, når man sidder i en eller anden form for socialt samvær, og der er én der insistere på at lege ekspert på området, og udtale, fortælle og berette om alle de kalorier (og måske endda også tilsætningsstoffer og farlige E-numre) der er i den mad jeg sidder, og forsøger at nyde. Det er lidt det samme som når samme type mennesker møder en ryger, og straks begynder at fortælle om farerne ved at ryge. Uanset om det er en fed kage, eller en cigaret man sidder med, så er der jo ingen der har lyst til at få pakket alle verdens dårligdomme ned i ens lille stykke himmerige, og i øvrigt få en akut dødsprognose, fordi man nyder selvsamme stykke ondskab. Sandheden er jo, at uanset om man sidder og godter sig med en cigaret eller et enormt stykke chokoladekage, så ved man jo godt, at det ikke nødvendigvis er det sundeste, fornuftigste eller bedste valg man har gang i. Men det er nu en gang det man vælger, og som en voksen, har man den overdådige mulighed, at man selv må vælge. Så lige så vel som at man kan vælge at leve en streng, kontrolleret Anne Bech-agtig livsstil, ligeså vel må man leve en livsstil der består af sofaer og Nutella. Det kommer ingen andre ved, og når man alligevel har taget valget om at spise den lækre donut, så kan man ligeså godt gøre det med nydelse og tilfredsstillelse, fremfor skyld og skam - kalorierne sætter sig, uanset hvordan du forholder dig til din lille, fedtede ulovlighed.

Jeg håber ikke, at dette blogopslag får mig til at lyde som en robust super-feminist, med lange armhulehår, og uden bh. Jeg mener ikke, at det her kun omhandler kvinder, og jeg kan ikke trække feminist-kortet på det her punkt; mænd er (næsten) ligeså udsatte og skrøbelige, i forhold til nutidens idealer. Jeg synes det er hæsligt når man hører om helt unge drenge, der burde spille fodbold i haven, men som i stedet indlægges med anoreksi, og følelsen af ikke at være god nok. Tilsvarende stilles der konstant nye diagnoser, og sygdomme som ortoreksi (træningsbesættelse) er en alvorlig realitet.

Jeg vil gerne, at alle kunne være sunde og raske, uden at dømme hinanden - uanset hvordan ens trænings- og kostvaner ser ud.

Er din hud også en urimelig teenager?

I så fald: velkommen i klubben.

Jeg har aldrig haft decideret dårlig hud, men til gengæld har min hud de sidste 10-12 år løbende fået irriterende udbrud, når jeg er stresset eller lignende. 

Har de sidste mange år tænkt: ''men jeg er jo ikke teenager mere?'' men det rager tilsyneladende overhovedet ikke min hud, som blot bliver ved med at skabe sig. Så snart der sker det mindste i mit liv, enten glædeligt eller sørgeligt, så lever min hud sig dramatisk ind i det, og insistere på at den eneste løsning er ubelejlige udbrud af urenheder.

Min hud er tør, og tørster efter fugt, men når den så får en fed natcreme på, flipper den hysterisk ud og kvitterer med en bums. Tak for det.

Hvis alt skal gå fair til, kan man selvfølgelig argumentere for at jeg kunne bruge mindre make-up, og dermed give min hud mere luft. Jeg er typen der spartler make-up på i rå mængder hver eneste dag. Den slags make-up andre bruger til fest, er mit hverdagsansigt. Det er af den simple grund, at jeg synes det forbedrer mit ansigt radikalt. Tro mig, ingen ønsker at jeg slasker rundt uden. (Mine gener gider ikke rigtigt samarbejde om konceptet 'naturlig skønhed'!)

MEN jeg har fundet en virkelig, virkelig god natcreme, så jeg straks vil lovprise, og anbefale:

Clearasil Overnight Face Lotion
Fås i Matas, Føtex og Normal
til under 100 kr.

Den fugter huden, uden at være fed og klistret, den formindsker porrerne, og vigtigst af alt, så hjælper den med at holde urenheder væk, takket være salicylsyre.

Så hvis du også kæmper med din uregerlige teenager, i form af dit ansigt, så prøv den .

Vintage, jeans & læbestift .

Er der noget jeg er vild med, er det som bekendt vintage fund.

I dag fandt jeg disse 2 par søde pumps, til en 20'er pr. par i den lokale genbrugsbutik. Jeg synes de er vildt fine og sommerlige, og virker mere 'nutidige' med min tatovering.

Jeg købte også to strikkede bluser, den ene en leopard cardigan med nogle fine knapper, og en gammel, glitrende sag med en anderledes krave. 30 kr. pr. stk.

Jeg får tit at vide, at jeg gør nogle gode fund i genbrugsbutikker m.m. Men jeg har jo også ''øvet'' mig siden jeg var helt ung, og desuden bruger jeg virkelig, virkelig lang tid på det. For hvert gode fund jeg gør, der skal jeg først igennem mindst 90 stykker mærkeligt skrammel. 

Der er for nyligt åbnet en Normal-butik i Randers. Jeg er VILD med den.

De har et enormt udvalg af mærkevarerprodukter, til gode, lave priser. Det minder mig faktisk lidt om en grænsehandel, ved den tyske grænse. Jeg købte for noget tid siden en læbestift derinde, af mærket W7. Mig bekendt, fås W7 normalt ikke i Danmark, men jeg har før mødt det i Tyskland, og på engelsk eBay. Læbestiften kostede 15 kr. og har en fin, koral-agtig farve. Der fås utallige farvevarianter, og de er alle flotte, og kvaliteten er overraskende god (især prisen taget i betragtning)

Jeg har fået mig en ny mission: 

at finde De Perfekte Jeans

Indtil videre lader det til at være en umulig opgave. Det er enormt besværligt at få jeans til at sidde godt, når man har korte ben, en bred mås og en smal talje. Den kombination gør åbenbart, at man bliver udelukket fra det eksklusive jeans-samfund.

Jeg synes tit, at de jeans jeg prøver, er for løse i taljen, hvis de skal kunne passe om bagen, hvilket er ret uheldigt. Og så synes jeg bare heller ikke så godt om hele jegging-bøljen. Jeg er måske gammeldags, men jeg vil gerne have jeans i tyk denim. 

Jeg bliver lidt paranoid over de tynde (populære) jeggings, i stof der er superelastisk, men også superafslørende. 

Jeg har prøvet en million forskellige jeans gennem tiderne, i alle prisklasser og modeller, og jeg har endnu ikke fundet de rette. Jeg leder videre.

Gid man kunne 'pull of' et par jeans som hende her:

 

Til døden Jer skiller

Jeg blev gift som 20-årig, på Randers Rådhus, i 2010. Det var planlagt og bevidst, og en smuk og dejlig dag. 

Vi blev gift på Rådhuset en fredag, og spiste efterfølgende frokost på en café med vores forældre, søskende og bedsteforældre. Efterfølgende tog min nye mand og jeg til Flensborg, og om søndagen fejrede vi brylluppet med vores øvrige familie og venner på Restaurant da Vinci ved vandet i Hadsund.

Selvom det var nogle af de bedste og lykkeligste dage i mit liv, var der for mit vedkommende et gigantisk skår i glæden; folks reaktion. Selvom det er mere end 4 år siden jeg gav mit 'ja', undrer folks reaktion og holdning mig stadig. 

Dengang havde folk en pågående ''hvorfor dog det''-attitude til vores forestående bryllup. Hvorfor i alverden ville vi dog gifte os? Var vi gravide? Var vi blevet medlemmer af en suspekt sekt? Var vi pludselig blevet katolikker? HVORFOR?

De fleste antog (antager?) at bryllup og ægteskab ændrer alt, og at det absolut måtte betyde at min mand ville forvandle sig til en kedelig, sur gammel mand, der var under tøflen på en psykotisk kone der ville bestemme. Og så skulle vi i øvrigt have en villa i forstæderne. 

Sandheden var, at vi jo egentligt bare elskede hinanden, og troede på vores kærlighed og venskab, og ønskede at fortælle hele verden det, på en officiel måde. 

Den gang opfattede jeg ægteskab som jeg gør i dag: det er et officielt papir på hinandens kærlighed, troskab og venskab. Jeg synes det er mærkværdigt når folk spørger, om jeg tror at dét, at jeg er gift gør, at der er mindre chancer for at min mand er mig utro? Jeg synes det er uintelligent og naivt at tro, at en underskrift på papir og en ring på fingeren forhindrer utroskab. Se bare på de danske statistikker for skilsmisser.

Jeg var knust over at folk reagerede så underligt, og jeg trak mig ind i mig selv. Jeg tvivlede på intet tidspunkt på, om jeg ønskede at blive gift, men jeg følte konstant at jeg var i gang med noget meget uartigt, i samfundets øjne.

En anden ting der stadig forvirrer mig, er hvor meget folk (og måske især kvinder) blander ægteskab og bryllup sammen. Brylluppet er én dag, mens ægteskabet er for evigt (forhåbentligt). Langt de fleste piger og kvinder er interesserede i, og fascinerede af bryllupper ; indbydelserne, kirken, gæsterne, blomsterne, ringene, og især den berømte brudekjole. Noget af det, der efterhånden er ligeså omtalt og ''vigtigt'' som brudekjolen, er frieriet. Mange har en naiv forventning om at et frieri SKAL være gudommeligt og helligt, med en mand på knæ, duer, blomsterblade, kys og regnbuer. Man hvad nu hvis man bare ikke er regnbue-typen? Min mand friede ikke på en planlagt Valentins dag, i Eiffeltårnet, eller på en elefantryg. Vi blev enige om at gifte os. Meget umoderne, og visse påpegede endda at det var kedeligt. Jeg synes det var perfekt, for det er sådan vi er, min mand og jeg. Jeg havde ikke lyst til at tvinge ham til et kunstigt opstillet frieri med blomster og romantik, for at jeg havde noget at fortælle veninderne.

Tilsvarende gør det mig trist, når folk bevidst venter med at blive gift, fordi de ''ikke har råd i år''. Et bryllup er ikke prisen på champagnen, men derimod en fest for kærligheden, med de mennekser der betyder allermest.

Jeg synes at det er en pudsig tilgang, med de kvinder der forventer (læs; kræver) at deres mænd skal diske op med et magisk frieri på et cruise i Caribien. Med den power og styrke og ukuelige selvstændighed kvinder i dag besidder, kombineret med at de fleste først bliver gift i slutningen af 20'erne eller senere, så kan jeg godt forstå hvis nogle mænd bliver stressede og nervøse for at præstere noget, der er ekstravagant nok til deres krævende, kommende brud. Det er et sjovt fænomen at kvinder i dag kan - og vil - alting selv, men hvad angår lige præcis frieri, så bliver de som kokette skolepiger, der venter på at blive budt op. Hvorfor må kvinder ikke fri til manden? Hvis en kvinde kan blive statsminister, lede lande, styre virksomheder og få børn på egen hånd, hvorfor kan vi så ikke fri til den mand vi elsker?

Men noget af det, der undrede mig allermest i forhold til folks reaktion, var hvor ofte folk spurgte om det var fordi vi var gravide. Du godeste. Siden hvornår har en graviditet ført til at man partout giftede sig? Se et enkelt afsnit af De Unge Mødre. Trust me, vi blev ikke gift pga. vi ventede os.

Og apropos børn, så synes jeg det var både fornærmende og sårende, når folk retorisk spurgte, om jeg godt var klar over, at NU bandt jeg mig altså til ham. Jeg havde mange veninder der i hvert falde ikke ville giftes før de var mindst 27 (det lader til at være den officielle, magiske ægteskabsalder). Men de ville godt have børn før. Jeg forstår det simpelthen ikke; hvis jeg en dag vågner op og vil skilles, så indsender jeg skilsmissepapire, bliver skilt, og behøver aldrig se min mand igen. Nogensinde. Men hvis du får børn med én, så er du bundet til at se dem i minimum de første 18 år af dit barns liv. Det er da en binding, hvis noget er.

Og binding eller ej, hvad angår ægteskab, så tror jeg 100 % kærligheden. Jeg er måske en gammel sjæl i en ung krop, men jeg vælger kærligheden, fremfor usikkerheden, tvivlen, og forventningen om at græsset er grønnere på den anden side. Jeg synes ikke jeg har behov for at have x antal one night stands for at konkludere at NU har jeg prøvet nok forskellige mænd af, til at jeg tør gifte mig med den eneste ene.

Ægteskab kommer i 1000 forskellige varianter, og man skal gøre præcis som man selv ønsker. Man skal ikke stå til regnskab for nogen, eller føle at man skal forsvare det ene eller det andet. Hvis du og din udkårne er enige, er det det eneste der betyder noget.

Ægteskab er ikke en lænke om benet - heller ikke selv hvis du gifter dig ungt. Det her er ikke Amish-people. Hvis jeg havde brændt for at rejse med den Transsibiriske Jernbane, bestige Himalaya eller passe får et halvt år på New Zealand, så havde jeg fundet en måde at gøre det på. Hvis jeg ville til Sunny Beach og feste en halv sommer, så havde jeg gjort det. Hvis jeg ville gå i byen hver eneste weekend, så havde jeg gjort det. Kærlighed og ægteskab gør dig ikke kedelig (heller ikke selvom dine Sex & the City agtige singleveninder siger det). 

Jeg vælger aktivt kærligheden fordi:

1. Jeg vil hellere se film med min mand fredag aften, fremfor at spille Fandango i Storegade, Randers. Ingen ønsker at se mig til karaoke-night.

2. Min mand er min bedste ven, og når alt kommer til alt er han den eneste der forstår mig 100 %

3. Et ægteskab er forhåbentligt for evigt. Selvom mange (single)kvinder bryster sig af, at 'mænd kommer og går - veninder er der altid', så passer det jo ikke altid helt. Uanset hvor gode veninder de er, vil de aldrig komme til at ændre radikalt i sit liv for at være der for dig. Det vil en ægtefælle, hvis det er en god én.

4. Hvis jeg er 'kedelig', er det hverken pga. min mand eller mit ægteskab. Måske er det bare sådan jeg er.

Så jeg vil slutte af med en frygtelig kliche (som Nik & Jay har voldtaget):

Lev mens du gør det

Elsk mens du tør det