Fedmeheksejagt

Heksejagte var i gamle dage jagte på, nåh ja, hekse. De hæslige hekse skulle udryddes, blev man usagt enige om i samfundet. 

I dag foregår der stadig heksejagte; de sidste års tid har det især været rygerne der har stået for tur, og nu er det også ''de fede''. Jeg sætter ''de fede'' i citationstegn, fordi det føles uartigt og forkert at sige (skrive) ''de fede''. Det er et grimt ord, og en af de ting, man absolut ikke måtte kalde andre, da jeg var barn.

Men sandheden er, at der er virkelig mange fede (eller politisk korrekt: overvægtige) mennesker i dag. Jeg er ikke hverken læge eller diætist, men mit gæt er, at det er kombinationen af let tilgængelig  (fed) mad, kombineret med stillesiddende jobs, og virkelig mange biler, der resultere i fedme som en folkesygdom. Vi bevæger os ikke ret meget længere, og det fører til fedme.

Bum.

De fleste kan hurtigt blive enige om, at fedme er usundt og uhensigtsmæssigt, men for mig opstår problematikken i forhold til at determinere, hvornår man er fed. Alle kan betragte en person, der vejer 200 kg., og konstatere at vedkommende er ''fed''. 

Men hvad med alle os andre, der er midt-i-mellem? Det er dem, der indgår i Heksejagt 2014, ifølge mig. 

Langt hen af vejen, synes jeg, at jeg har en fabulous figur. Jeg er ikke tynd (overhovedet!) men jeg synes jeg ser sund, rask, kurvet, kvindelig og blød ud. Min hud er rar at røre ved, og der stikker ikke knogler ud nogen vegne. Jeg kan modstå hungersnød og sult med min krop. Jeg kan bære, og føde et barn. Jeg er en voksen person, og jeg synes at det er helt i orden, at min mås er bredere end på en pige på 15 år. Måske er min mave lidt blød og puffet i det, men til gengæld har jeg en sassy kavalergang. Men problemet er, at alt det, der egentligt er ret godt ved mit udseende, ikke er hverken gangbart, interessant, eller relevant i 2014, hvad skønhed og udseende angår.

Et af de mest hypede udtryk i dagens Danmark, er sådan noget som: ''Stærk er det nye sort''. I dag er det ikke længere nok at være tynd - du skal også være stærk, have (tilpas) store muskler, løbetræne, bage speltbrød, leve efter Stenalderkuren, dyrke Crossfit - listen fortsætter i det uendelige.

Og hvad værre er: hvis du ikke deltager i ovenstående, er det fordi man ikke har selvdisciplin til det. I følge samfundet (og ondskabsfulde fanatikere).

Men hvad nu hvis man ikke gør det, fordi man har ringe selvdisciplin, men fordi man simpelthen ikke har lyst? 

For mig, er der kun få ting i verden der er værre, end at gå i fitnesscenter. Jeg HADER det. Men hvis man siger det offentligt, får man straks op til flere misbilligende øjne, der - i bare selvtriumfering - disker op med en korrekt kommentar om, at det jo er SUNDT, og at de i øvrigt ELSKER det. Og indeni tænker de, at jeg er en tyk taber, der har kropsform (og ryggrad) som en dåse prutteslim. 

Men sundt eller ej - jeg hader det. Det giver mig lyst til at lægge mig ud under bruseren i fosterstilling, og have ondt af mig selv. Jeg bryder mig ikke om fitnesscentre, for sandheden er, at dit udseende og image fylder en foruroligende stor del af det. Du skal helst have en mave, der er fladere end gulvbrædderne, for at du må være med i Klub Lækker. Hvis man ikke er virkelig veltrænet, så kan man godt føle at man bliver beluret (hånet?), eller at man ikke er velkommen. Det paradoksale er, at man jo typisk starter i fitnesscenter, netop fordi man IKKE er veltrænet, men derimod forsøger at gøre noget ved det. Så er det sidste man orker, en popsmart fedtfinger, der kommer med bemærkninger.

Og hvad er ''sund'' i det hele taget? Jeg føler mig sund - mit kolesteroltal er OK, mit BMI er rimeligt, mit taljemål er smallere end påkrævet, så jeg har ikke fedt om mine organer, jeg kan lunteløbe 5 km. i træk, og jeg sover godt om natten. Men det tæller åbenbart slet ikke, fordi jeg også har en muffintop. 

Det driver mig til vanvid, at man ifølge samfundet - og medierne - er et dårligere menneske, bare fordi man har lidt større bukser på. Det er hverken fair eller rimeligt. For når ret skal være ret, så ser det sgu da sindssygt godt ud med en superfit, veltrænet powerkrop med flad mave, slanke arme, store bryster, og en røv som en 14-årig. Men de ekstreme omkostninger det vil have for mig - socialt, økonomisk, tidsmæssigt og for mit selvværd - er ikke resultatet værd. Punktum.

Jeg synes at det er  tåbeligt og virkelighedsfjernt, når man i diverse dameblade kan læse om hvilke ''tricks'' supermodellerne bruger, for at holde sig slanke. Det eneste, man får ud af at læse om det, er, at man føler sig som en fed fiasko. Jeg oplever ofte at smukke, kloge og søde kvinder på min egen alder, udbryder ''ej jeg SKAL altså også på kur'', selvom de har pæne, sunde og raske kroppe. Den der kroniske usikkerhed, og påduttede dårlige samvittighed, er noget som jeg tror, en enormt stor procentdel af vi unge kvinder i dag kronisk føler. Når alt kommer til alt, så lever kendte modeller jo netop af deres udseende. Hvis mit job bestod i at blive fotograferet i bikini, og at jeg i øvrigt fik 4 mio. om året for det, så ville min krop naturligvis se ganske anderledes ud. Men jeg ER ikke model, og jeg orker ikke at bruge store dele af mit liv på at forsøge at komme til at se ud som én.

Selvom kvinder er søde, sjove, kloge og måske endda også veluddannede, så hjælper det ingen verdens ting, hvis de føler at deres udseende ikke slår til. Alle kan have en off day hvad udseende angår, hvor man føler at man ligner noget der er blevet trukket op af et toilet. Men standarden bliver sat højere og højere for, hvornår man ikke længere er ''pæn'', og det bliver sværere og sværere at leve op til de kriterier, der primært sættes af modeverden, og de sociale medier. Man er nødt til at have hele pakken; alt på ens krop - både indvendig og udvendig - er nødt til at være førsteklasses, for at man kan accepteres som værende ''pæn'', ''flot'', ''attraktiv'' eller ''lækker''. Piger træner, spiser, og operere sig for at opnår det moderne, ''sunde'' udseende, som er så populært.

Tilsvarende ulykkelig og oprevet gør det mig, når snakken falder på mødre. Nybagte mødre. Er der nogen i denne verden, der har lidt overlast og været presset (bogstaveligt talt) så er det en ny mor. Alle forandringerne - en skrigende baby, en krop der ligner en trafikulykke, og måske endda også en psykotisk svigermor - kan presse enhver powerkvinde ud over kanten. Hvis jeg må bestemme nogen, som skal skærmes og beskyttes lidt, er det vores nye mødre. De fører befolkningen videre, og giver liv. Derfor fortjener det en lussing og en meget streng, løftet pegefinger, når andre (typisk andre kvinder) begynder at udtale sig, om hvorvidt nogen har tabt deres ''babyvægt''. Og kvinder er altså stride på det område; hvis en ny mor taber sig hurtigt, og ser skøn ud, bliver vi kvinder misundelige. Men hvis hun derimod ligner en spækhugger i pastelfarver, så godter vi os over at hun er tykkere end os. Unfair, og ikke særligt søstersolidarisk. Nye mødre skal tænke på dem selv og deres nye, dejlige lille søn eller datter. Det sidste de skal bekymre sig om, er omkredsen på deres mås. For ja, måske er den ret meget større end 9 måneder tidligere, men jeg tror de fleste mødre er enige i, at hver eneste ekstra centimeter er det hele værd, når de betragter deres nyfødte barn. Og så synes jeg i øvrigt at Mascha Vang og co. udsender nogle klamme signaler, når de hysterisk fokusere på at få deres bikini-krop tilbage, hurtigst muligt efter fødslen. De sætter nogle vilde standarder, som meget få mødre har en chance for at leve op til, og i øvrigt ikke bør føle sig nødtsaget til at følge.

Jeg får myrekryb, og bliver vred, når man sidder i en eller anden form for socialt samvær, og der er én der insistere på at lege ekspert på området, og udtale, fortælle og berette om alle de kalorier (og måske endda også tilsætningsstoffer og farlige E-numre) der er i den mad jeg sidder, og forsøger at nyde. Det er lidt det samme som når samme type mennesker møder en ryger, og straks begynder at fortælle om farerne ved at ryge. Uanset om det er en fed kage, eller en cigaret man sidder med, så er der jo ingen der har lyst til at få pakket alle verdens dårligdomme ned i ens lille stykke himmerige, og i øvrigt få en akut dødsprognose, fordi man nyder selvsamme stykke ondskab. Sandheden er jo, at uanset om man sidder og godter sig med en cigaret eller et enormt stykke chokoladekage, så ved man jo godt, at det ikke nødvendigvis er det sundeste, fornuftigste eller bedste valg man har gang i. Men det er nu en gang det man vælger, og som en voksen, har man den overdådige mulighed, at man selv må vælge. Så lige så vel som at man kan vælge at leve en streng, kontrolleret Anne Bech-agtig livsstil, ligeså vel må man leve en livsstil der består af sofaer og Nutella. Det kommer ingen andre ved, og når man alligevel har taget valget om at spise den lækre donut, så kan man ligeså godt gøre det med nydelse og tilfredsstillelse, fremfor skyld og skam - kalorierne sætter sig, uanset hvordan du forholder dig til din lille, fedtede ulovlighed.

Jeg håber ikke, at dette blogopslag får mig til at lyde som en robust super-feminist, med lange armhulehår, og uden bh. Jeg mener ikke, at det her kun omhandler kvinder, og jeg kan ikke trække feminist-kortet på det her punkt; mænd er (næsten) ligeså udsatte og skrøbelige, i forhold til nutidens idealer. Jeg synes det er hæsligt når man hører om helt unge drenge, der burde spille fodbold i haven, men som i stedet indlægges med anoreksi, og følelsen af ikke at være god nok. Tilsvarende stilles der konstant nye diagnoser, og sygdomme som ortoreksi (træningsbesættelse) er en alvorlig realitet.

Jeg vil gerne, at alle kunne være sunde og raske, uden at dømme hinanden - uanset hvordan ens trænings- og kostvaner ser ud.