Jeg bliver 25, er gift, er lykkelig, er næsten færdiguddannet. En kombination af disse er den direkte vej til, at samtlige familiefester, bryllupper og især barnedåbe fører til, at nogen hjerteligt lægger en arm om skulderen på mig, og spørger om ''det ikke snart er min tur'', og peger meget direkte på en meget tung, savlende baby.
Og hver gang må jeg skuffe selskabet, ved at undskyldende står og fedte noget med at ''vi bare ikke er klar endnu'', og skynde mig hen og mæske mig i et stort stykke ost, og et glas hvidvin (for ligesom at understrege INGEN GRAVIDITET HER, i håb om at folk holder deres næb lukket. Ikke sandsynligt).
Og bevares - babyer er da lækre, søde, og sjove. Det synes både min mand og jeg. Men vi er bare af den upopulære holdning, at vi gerne vil vente lidt med at få børn. Vi har ikke nogen suspekte, mistænkelige sygdomme eller andet; vi vil godt bare vente lidt.
Jeg er tilpas barnlig og useriøs til at jeg ikke er klar til at opgive at sove længe. Jeg er ikke klar til at min sofa skal indkøbes ind med henblik på, at der bliver klasket en klistret banan ned i den, så snart den får sit sofaben inden for døren. Jeg kan ikke overskue at et potentielt smukt, rustisk vintage-spisebord bliver tegnet på med hæslige tusch-penne, eller at jeg skal ønske mig et puslebord fremfor et sminkebord. Jeg vil gerne, at mine sparsomme lommepenge går til make up, parfumer, tøj, sko og cafébesøg, og ikke Ecco vinterstøvler, str. 27. Jeg vil gerne kunne købe et par bukser - eller bare en liter mælk - uden man skal wrestle og bestikke en sindssyg, og hysterisk 2-årig. Men det må man slet ikke synes.
Og noget man slet ikke må synes er, at jeg også godt vil vente lidt med at splitte min krop ad. Mit feministiske jeg, mener jo , at alle kvindekroppe er smukke, uanset om der er strækmærker, ar, buler, mishandlede bryster, og lidt for mange bløde områder. For de er smukke. Det er smukt at ens krop bærer præg af Livets Største Gave i form af ens børn. Men jeg tænker mere rent teknisk ved fødslen. Alt sådan noget med fjerkræssakse (!), sting i sit MELLEMKØD (!!!) og alt det klamme og foruroligende der er ved en graviditet og fødsel, skræmmer mig lige så meget, som da man havde seksualundervisning i 7. klasse. Hvorfor snakker man aldrig om de ting - det er altid noget med hvor romantisk og hellig en fødsel er.
Jeg kan garantere med virkelig stor sandsynlighed, at jeg også kommer med i Klubben, og at jeg som indvielsesritual klasker et scanningsbillede på min Facebook-væg inden for en overskuelig årrække. Men jeg har bare ikke så meget lyst lige nu. Jeg er ikke af den type, der insistere på at man skal ''nå at være ung'' inden man bliver forældre. Det er samme type, der insistere på at man SKAL da ud at rejse efter gymnasiet (og helst noget med noget frygtelig backpacking i Asien), og igen samme slags mennesker, der hårdnakket skriger, at unge piger da SKAL prøve at bo alene, inden de flytter sammen med en kæreste. Jeg er IKKE en af dem. Jeg mener fuldt og fast, at man skal gøre det man selv finder rigtigt. Jeg rejste ikke efter gymnasiet - jeg arbejdede på et plejehjem, og jeg flyttede direkte sammen med min nuværende mand, da jeg var 19. Derfor er min frygt for at komme med i Klub Mor heller ikke, at jeg går glip af noget. Tværtimod ser man i dag mødre, som følger deres drømme - børn eller ej.
For mig handler det mere om, at jeg ikke rigtigt kan se mig selv som en mor endnu. Det kommer. Men indtil da, synes jeg tit det kan føles som om at jeg ikke er ''kvinde nok'' - ifølge andre mødre. Jeg oplever tit at der er en strid hakkeorden hvad det angår, og det er som om man kun er et Gollum-agtigt halvmenneske, hvis ikke man har en 53 cm. lang, lyserød diktator med sig, hvor end man går. Jeg har hørt kvinder på min egen alder, der har fået børn udbryde i ting som ''jamen mit liv giver først mening nu!" og i deres ustyrlige hormonrus kigger på mig med tindrende øjne, der er ved at svømme over af glæde for den her lille nyfødte. Og det er dejligt - og helt utroligt heldigt for babyer, at alle mødre tilsyneladende går i en slags trance, når de bliver født. En trance som varer livet ud, og som gør, at mødre fra fødslen går i en slags løvemor-agtig tilstand, hvor de vil gøre alt for deres baby, samtidig med at de beundrer og elsker den helt betingelsesløst.
MEN bare fordi man fysisk og biologisk er i stand til det, er det ikke et universalt krav, at alle kvinder skal føde børn så tidligt som muligt. Jeg har bevidst valgt at få børn senere end i starten af mine 20'ere, men det betyder (forhåbentligt ikke) at jeg er en hjerteløs, kold cowboy.
Når en pige (måske endda en veninde eller bekendt) erklærer at hun er gravid, bryder man som udgangspunkt ud i vild jubel, knus, kram, lykønskninger og andre udtryk for glæde. Jeg kunne aldrig drømme om at spørge om hun nu også er sikker på at hun vil have det barn, på det tidspunkt. Det opfattes som upassende - og selvfølgelig allerede nu elsker hun sin baby ubeskriveligt. Men derfor synes jeg omvendt, at det er ligeså upassende, når kvinder der allerede har børn, pointere de mange, triste mangler der er ved mit uønskværdige, børnefri liv.
''Du ved ikke hvad du går glip af'', er endnu en floskel, jeg tit hører, efterfulgt af en selvtilfredshed, mens en mor tørrer snot af kinderne på deres kolde flyverdragtsbarn. Det giver mig lyst til at skrige ''det gør du heller ikke! Jeg kan drikke mig i hegnet, anskaffe mig Verdens Mest Upraktiske hvide sofa hvis jeg ønsker, min hund kan leve i fred med begge sine øjne intakte, jeg kan bruge alle mine penge på sassy undertøj og ufornuftige sko, jeg kan sove længe, og jeg kan leve af en diæt bestående af pizza og Ritter Sport fordi jeg ikke har ansvar for nogen. Du ved ikke hvad DU går glip af!" Men for det første er det ret så upassende og uhøfligt at brøle det (!) og derudover er det også bare i mange mødres øjne en understregning af, hvor tomt mit liv er uden børn. For jeg har desværre endnu ikke opdaget de sande værdier her i livet.
Jeg oplever tit, at vi kvinder i 20'erne er i to hæslige og snævre kategorier:
A:) Karriererytteren, der efter sin kandidatgrad går i gang med at kurere AIDS, samtidig med at de styre Mærsk, og går til cocktailparties og generelt bare rocker halvdelen af verden.
B:) De Nye Mødre, der tager korte eller mellemlange videregående uddannelser, og ofte bliver sygeplejersker, lærer(inder) eller pædagoger, og under uddannelsen (eller allersenest lige efter) bliver gravide, flytter til Forstæderne og får smukke, korrekte børn med Reima-huer, Småfolk-bodystockings, og økologisk mos, og grød der er lavet fra bunden.
Correct me if I'm wrong, men jeg oplever, at man som ung kvinde i midten af 20'erne helst skal falde et sted, nogenlunde inden for en af de to ovenstående kategorier; man skal helst brænde for enten karrieren, eller børnene.
Man hvad så hvis man - som jeg - er vor tids cirkusudskud, der ikke rigtig brænder for nogen af delene? Hvad nu hvis man som mig, er en slasket Dolce Vita livsnyder type, der gerne vil alt det politisk ukorrekte som f.eks. at spise enorme mængder junkfood, eller drikke 1 liter Coca Cola Light om dagen? Har jeg virkelig ikke opdaget det gudommelige, magiske og nærmest hellige i moderskabet? Eller alternativt fundet mit kald som hårdtarbejdende arkitekt, eller som læge i Den Trejde Verden?
Jeg har ikke noget fornuftigt svar på mine egne spørgsmål, men der er én ting, som jeg er helt stensikker på:
1. Man skal kun føde børn når man vil.
2. Man skal kun gå karriere-amok når man vil.
3. Mødre skal ikke dømme de børnefri kvinder, ligeså vel som at de børnefri ikke skal erklærer at mødrene er ''kedelige'' eller har ''opgivet sig selv''.
Og endelig:
At man har et middelmådigt job, og er børnefri et par år endnu, gør ikke automatisk én (mig?) til en ringere person.
Kærligst, Rie
Ingen kommentarer:
Send en kommentar