Jeg blev gift som 20-årig, på Randers Rådhus, i 2010. Det var planlagt og bevidst, og en smuk og dejlig dag.
Vi blev gift på Rådhuset en fredag, og spiste efterfølgende frokost på en café med vores forældre, søskende og bedsteforældre. Efterfølgende tog min nye mand og jeg til Flensborg, og om søndagen fejrede vi brylluppet med vores øvrige familie og venner på Restaurant da Vinci ved vandet i Hadsund.
Selvom det var nogle af de bedste og lykkeligste dage i mit liv, var der for mit vedkommende et gigantisk skår i glæden; folks reaktion. Selvom det er mere end 4 år siden jeg gav mit 'ja', undrer folks reaktion og holdning mig stadig.
Dengang havde folk en pågående ''hvorfor dog det''-attitude til vores forestående bryllup. Hvorfor i alverden ville vi dog gifte os? Var vi gravide? Var vi blevet medlemmer af en suspekt sekt? Var vi pludselig blevet katolikker? HVORFOR?
De fleste antog (antager?) at bryllup og ægteskab ændrer alt, og at det absolut måtte betyde at min mand ville forvandle sig til en kedelig, sur gammel mand, der var under tøflen på en psykotisk kone der ville bestemme. Og så skulle vi i øvrigt have en villa i forstæderne.
Sandheden var, at vi jo egentligt bare elskede hinanden, og troede på vores kærlighed og venskab, og ønskede at fortælle hele verden det, på en officiel måde.
Den gang opfattede jeg ægteskab som jeg gør i dag: det er et officielt papir på hinandens kærlighed, troskab og venskab. Jeg synes det er mærkværdigt når folk spørger, om jeg tror at dét, at jeg er gift gør, at der er mindre chancer for at min mand er mig utro? Jeg synes det er uintelligent og naivt at tro, at en underskrift på papir og en ring på fingeren forhindrer utroskab. Se bare på de danske statistikker for skilsmisser.
Jeg var knust over at folk reagerede så underligt, og jeg trak mig ind i mig selv. Jeg tvivlede på intet tidspunkt på, om jeg ønskede at blive gift, men jeg følte konstant at jeg var i gang med noget meget uartigt, i samfundets øjne.
En anden ting der stadig forvirrer mig, er hvor meget folk (og måske især kvinder) blander ægteskab og bryllup sammen. Brylluppet er én dag, mens ægteskabet er for evigt (forhåbentligt). Langt de fleste piger og kvinder er interesserede i, og fascinerede af bryllupper ; indbydelserne, kirken, gæsterne, blomsterne, ringene, og især den berømte brudekjole. Noget af det, der efterhånden er ligeså omtalt og ''vigtigt'' som brudekjolen, er frieriet. Mange har en naiv forventning om at et frieri SKAL være gudommeligt og helligt, med en mand på knæ, duer, blomsterblade, kys og regnbuer. Man hvad nu hvis man bare ikke er regnbue-typen? Min mand friede ikke på en planlagt Valentins dag, i Eiffeltårnet, eller på en elefantryg. Vi blev enige om at gifte os. Meget umoderne, og visse påpegede endda at det var kedeligt. Jeg synes det var perfekt, for det er sådan vi er, min mand og jeg. Jeg havde ikke lyst til at tvinge ham til et kunstigt opstillet frieri med blomster og romantik, for at jeg havde noget at fortælle veninderne.
Tilsvarende gør det mig trist, når folk bevidst venter med at blive gift, fordi de ''ikke har råd i år''. Et bryllup er ikke prisen på champagnen, men derimod en fest for kærligheden, med de mennekser der betyder allermest.
Jeg synes at det er en pudsig tilgang, med de kvinder der forventer (læs; kræver) at deres mænd skal diske op med et magisk frieri på et cruise i Caribien. Med den power og styrke og ukuelige selvstændighed kvinder i dag besidder, kombineret med at de fleste først bliver gift i slutningen af 20'erne eller senere, så kan jeg godt forstå hvis nogle mænd bliver stressede og nervøse for at præstere noget, der er ekstravagant nok til deres krævende, kommende brud. Det er et sjovt fænomen at kvinder i dag kan - og vil - alting selv, men hvad angår lige præcis frieri, så bliver de som kokette skolepiger, der venter på at blive budt op. Hvorfor må kvinder ikke fri til manden? Hvis en kvinde kan blive statsminister, lede lande, styre virksomheder og få børn på egen hånd, hvorfor kan vi så ikke fri til den mand vi elsker?
Men noget af det, der undrede mig allermest i forhold til folks reaktion, var hvor ofte folk spurgte om det var fordi vi var gravide. Du godeste. Siden hvornår har en graviditet ført til at man partout giftede sig? Se et enkelt afsnit af De Unge Mødre. Trust me, vi blev ikke gift pga. vi ventede os.
Og apropos børn, så synes jeg det var både fornærmende og sårende, når folk retorisk spurgte, om jeg godt var klar over, at NU bandt jeg mig altså til ham. Jeg havde mange veninder der i hvert falde ikke ville giftes før de var mindst 27 (det lader til at være den officielle, magiske ægteskabsalder). Men de ville godt have børn før. Jeg forstår det simpelthen ikke; hvis jeg en dag vågner op og vil skilles, så indsender jeg skilsmissepapire, bliver skilt, og behøver aldrig se min mand igen. Nogensinde. Men hvis du får børn med én, så er du bundet til at se dem i minimum de første 18 år af dit barns liv. Det er da en binding, hvis noget er.
Og binding eller ej, hvad angår ægteskab, så tror jeg 100 % kærligheden. Jeg er måske en gammel sjæl i en ung krop, men jeg vælger kærligheden, fremfor usikkerheden, tvivlen, og forventningen om at græsset er grønnere på den anden side. Jeg synes ikke jeg har behov for at have x antal one night stands for at konkludere at NU har jeg prøvet nok forskellige mænd af, til at jeg tør gifte mig med den eneste ene.
Ægteskab kommer i 1000 forskellige varianter, og man skal gøre præcis som man selv ønsker. Man skal ikke stå til regnskab for nogen, eller føle at man skal forsvare det ene eller det andet. Hvis du og din udkårne er enige, er det det eneste der betyder noget.
Ægteskab er ikke en lænke om benet - heller ikke selv hvis du gifter dig ungt. Det her er ikke Amish-people. Hvis jeg havde brændt for at rejse med den Transsibiriske Jernbane, bestige Himalaya eller passe får et halvt år på New Zealand, så havde jeg fundet en måde at gøre det på. Hvis jeg ville til Sunny Beach og feste en halv sommer, så havde jeg gjort det. Hvis jeg ville gå i byen hver eneste weekend, så havde jeg gjort det. Kærlighed og ægteskab gør dig ikke kedelig (heller ikke selvom dine Sex & the City agtige singleveninder siger det).
Jeg vælger aktivt kærligheden fordi:
1. Jeg vil hellere se film med min mand fredag aften, fremfor at spille Fandango i Storegade, Randers. Ingen ønsker at se mig til karaoke-night.
2. Min mand er min bedste ven, og når alt kommer til alt er han den eneste der forstår mig 100 %
3. Et ægteskab er forhåbentligt for evigt. Selvom mange (single)kvinder bryster sig af, at 'mænd kommer og går - veninder er der altid', så passer det jo ikke altid helt. Uanset hvor gode veninder de er, vil de aldrig komme til at ændre radikalt i sit liv for at være der for dig. Det vil en ægtefælle, hvis det er en god én.
4. Hvis jeg er 'kedelig', er det hverken pga. min mand eller mit ægteskab. Måske er det bare sådan jeg er.
Så jeg vil slutte af med en frygtelig kliche (som Nik & Jay har voldtaget):
Lev mens du gør det
Elsk mens du tør det
Ingen kommentarer:
Send en kommentar