De Nye Feminister

Jeg vil betegne mig selv som værende feminist. Men hvad vil det egentligt sige at være feminist? Mange stærke power-kvinder kommer med avancerede løsninger, men hvis jeg skal sammenfatte det helt kort er det, at være feminist:

At have samme rettigheder som mænd ; at alle er lige.

Fakta er, at kvinder i dag ikke har samme rettigheder, men langt hen af vejen tror jeg, at vi kvinder - medsøstre - selv er medvirkende til at samfundet er sådan skruet sammen. Sorry to say.

Mange feminister i dag er nærmest rabiate, ekstreme, super-feminister, hvor der går mandehaderi i det hele, og hvor de ønsker at kvinder skal være som mænd, og ikke ligestillede med mænd. Ofte fremstiller feministerne kvinderne som en slags guddommelige overmennesker, og der bliver en værre ballade, hvis kvinder ikke nærmest vælges over mændene; hvis en mand vælges over en kvinde til f.eks. et job, påberåber feministerne sig mandschauvinisme, og kræver ligestilling. Sjældent opfatter de, at de ønsker det stikmodsatte af ligestilling; at kvinderne vælges fremfor mændene. Så er vi jo lige vidt; der er stadig tale om forskelsbehandling.

I min optik burde det være simpelt: den bedst kvalificerede får naturligvis jobbet. Jeg er bevidst om at det naturligvis ikke altid forholder sig så simpelt, men jeg synes det er anstrengende og irrationelt når kvinder insistere på, at en højtstillet og vigtig post SKAL gå til en kvinde - ikke på grund af hendes kvalifikationer, men på grund af hendes køn. Med den tilgang til feminisme, synes jeg at kvinder (feminister) er lige så ødelæggende og skadende for kvinderettighedssager, som de selv anklager mændene for at være. Så er kvinder jo igen et objekt - selv i feministers øjne, hvilket virker tåbeligt. På den måde gør de selv kvinderne svagelige, og nogen som har brug for hjælp og støtte, fordi de ikke selv kan klare skærene.

En af de allervarmeste feminist-sager er f.eks. amning. Et absolut brandfarligt emne, som ingen officielle personer tør røre med en ildtang. Os almindelige tør dårlig nok nævne det; sæt der var en aggressiv, feministisk mor i nærheden, som var på krigsstien. Amning er et sært emne; helt grundlæggende omhandler det jo, hvorvidt det er okay at kvinder ammer deres børn offentlige steder, f.eks. på restauranter og caféer. Og som det demokratiske land Danmark nu en gang er, er der en million forskellige meninger - den ene mere ekstrem end den anden, og det ekstreme går i begge retninger. I den ene ekstreme pol har vi de ''sarte'' som ikke bryder sig om offentlig amning - slet ikke når de spiser ude, og som ønsker at amning foregår andetsteds, end i det offentlige. I den modsatte pol, har vi de kvinder, som nærmest gør deres amning til en del af deres identitet, og som i protest ammer så åbenlyst som overhovedet muligt.

Og det er her, jeg indser, at jeg nok tilhører den nye generation af feminister; os, der fokusere på ligestillingen af mænd og kvinder generelt, fremfor den enkelte mærkesag som f.eks. amning. Og netop i anledning af ligestilling, kunne jeg godt ønske et kompromis, f.eks. diskret amning. Man kan argumentere herfra og til Sydfyn om hvorvidt nogle mennesker er sarte, og at det ''bare er et lille barn der spiser'', og på den modsatte side kan argumentere for at ''man ikke viser bryster i offentligheden ellers'', og sådan kan man fortsætte. Mit udgangspunkt som en yngre feminist er, at selvfølgelig skal kvinder have lov, og mulighed for at amme deres barn. Det er en absolut naturlig ting. Men alt andet lige, forstår jeg ikke de kvinder, der bruger oceaner af tid på at argumentere for åbenlys, offentlig amning, og nærmest gør det til en identitet; en pilgrimsfærd. Personligt har jeg på ingen måde hverken lyst eller behov for at sidde med brysterne fremme offentligt. Som en ikke-mor kan jeg kun svare ud fra teorier om mig selv; men jeg forestiller mig at jeg vil foretrække at sidde et roligt sted, og være nærværende med mit barn, fremfor at gennemtvinge at amme i en larmende restaurant, med brysterne fremme, udelukkende for at understrege min pointe.

På samme måde har jeg med den nærmest 70'er agtige debat, der fortsat raser i visse kredse, angående kropsbehåring, bh'er (eller protest-præget afmontering af samme!) og høje hæle.
Jeg er en del af den nye generation af feminister; jeg har absolut ikke tænkt mig at lade min hårpragt stå i fuldt flor. Jeg vil under ingen omstændigheder fejre sommeren med lange hår på benene, pjuskede armhuler, eller en bikinilinje der er ude af kontrol. I min verden kan feminisme kombineres med femininitet - noget, der tidligere slet ikke kunne kombineres.
Jeg hader når ældre generationer af feminister (og desværre også sommetider nutidige) brøler, at det er undertrykkelse af kvinder, at vi barbere ben. Eller fordi medierne diktere det. Hold nu - jeg barbere ben, fordi jeg ikke vil ligne en gorilla. Lyse nederdele om sommeren er simpelthen pænere og mere elegante, med glatte ben.
Hvis nogen påstår, at jeg er med til at undertrykke mig selv, fordi mine ben ikke ligner mandeben, er de helt galt på den; at jeg ønsker at være ligestillet med mænd, har forhåbentligt ikke noget med min behåring at gøre. Jeg mister ikke min værdi eller styrke på f.eks. arbejdsmarkedet, fordi jeg får tæmmet mine armhuler.
Hvis visse feminister mener, at det forholder sig således, så er de eneste der undertrykker nogen, dem.

Stilletter og høje hæle. En absolut favorit i min samling; jeg elsker dem. Men i følge De Gamle Feminister, må jeg ikke. Der skal jeg have flade sko på (gerne fodformede) ligesom mændene.

Der argumenteres vidt og bredt for, at høje hæle er fysisk forkrøblende for fødder, ankler, knæ og rygge. Og de ligestillingsorienterede skader er åbenbart endnu værre: høje hæle fører til at man tager mere spinkle, små og rolige skridt, man kan ikke løbe i dem, og man kan ikke overhale de slemme mænd, som spurter ind foran, i deres flade, korrekte sko.
Det er jo det rene sludder. Jeg kan ikke forestille mig et job, hvor jeg rent fysisk er i risikozonen for at blive overhalet (af en mand) på en måde, hvor mit job (eller liv!) for alvor er truet. Hvis jeg nogensinde ender i en sådan situation, vil jeg vove at antage, at jeg i så fald sparker lortet af, og spurter i bare tæer.
For det andet: ja, måske tager jeg små, korte skridt, og er en smule mere vaklende, end hvis jeg var iført en stor, streng Ecco-sandal. MEN til gengæld giver høje hæle mig ekstra højde, og når man er 1,58 m. høj, så er det absolut ønskværdigt.
Måske kan jeg ikke overhale de frygtelige mænd i mine høje hæle, men jeg kan til gengæld se dem i øjnene når jeg står op. Og det tror jeg ærlig talt, at jeg får mere brug for, end at kunne løbe hurtigere end dem.

Bh'erne; endnu et emne, der kan få den gamle generation af feministers hjerte til at banke ekstra hurtigt.

De er kvindeundertrykkende. Kvinder skal ikke snørre deres kvindelighed ind. De skal være frie som de er. LIGESOM MÆNDENE.

Igen oplever jeg denne logik som en åndssvag omgang sludder. Hvordan i alverden kan en bh være kvindeundertrykkende? Fordi den holder ... bryster? I don't get it. Alle kvinder, der har været nødt til at løbe efter en bus, ved, hvordan alting hopper og bouncer. Kvinder ved også, hvordan det vil ses (og føles!) uden bh. Absolut hæsligt og hæmmende.
Personligt elsker jeg bh'er. Jeg har arbejdet tre år i en lingeriebutik, og set et hav af både bryster og bh'er. Det ene sæt flottere end de andre - inden for begge kategorier. Men selvom bryster er fantastiske, er det altså ikke ensbetydende med at de skal hænge i fri dressur. Ind i mellem må man godt snørre sin kvindelighed ind, bare lidt. Jeg tror alle har prøvet at føre en samtale med en kvinde, der åbenlyst ikke bar bh, og haft svært ved at koncentrere sig, fordi hendes bryster (og brystvorter) var ubehageligt synlige. På nogle kvinder fremstår det erotisk og sexet, men medmindre man bor på forsiden af M!, er det som regel egentligt mest lidt forstyrrende. Jeg mener netop at man styrker ligestilling for kvinder, ved at tøjle sin barm i en fornuftig bh, der holder pigerne på plads, således at ens attributter ikke er synlige og distraherende for kollegaer, venner og familie. Bryster bør slet ikke være et issue for nogen - slet ikke på sin arbejdsplads. Det imødekommer man selv som kvinde, ved at have dem i en god hverdags-bh, der bare får tingene til at sidde hvor de skal. Kvindeundertrykkelse eller ej - det ser ærgeligt ud med trætte navlebryster, og man kan altså ikke lade være med at stirre (diskret, om ikke andet) hvis nogen kommer på arbejde i den mundering.

Og så er der altså også det ved det, at bryster som regel bare er flottere i en bh.. Alle kvinder har brug for en god, fast bh til hverdagsbrug, og en pikant blondesag til festlige lejligheder. Det har intet med kvindeundertrykkelse at gøre, men tværtimod at nyde en af de mange fordele ved at være kvinde; lækkert undertøj.

Apropos bryster, så er der også de kunstige af slagsen; de berømte og berygtede silikone-bryster. Jeg har efterhånden set min andel bryster - både ægte og kunstige. De er flotte alle sammen, og man skal være glad for dem, uanset hvordan man har tilegnet sig dem; om man fik dem fra sin mor, eller fra sin kirurg. Feminister slår tit på tromme om at man skal elske sig selv, og acceptere sig selv som man er.

De glemmer bare mellemregnestykket, som består selve konceptet i at elske sig selv. Hvad nu hvis man ikke bare automatik elsker sig selv, fordi man synes ens bryster er tarvelige, eller man har nogle øjenlåg nærmest hænger nede på kinderne, eller ens mave ligner en trafikulykke efter f.eks. et vægttab?
Feminister vil så måske sige, at man kun synes ens bryster, mave eller øjenlåg er grimme, fordi samfundet og mændene sætter standarder, der er umulige at forholde sig til i den virkelige verden. Jeg er ikke enig; hvis man har en del af sin krop som man synes er skæmmende og grim, og man har muligheden for at forskønne den kirurgisk, så skal man gøre det. Hvis jeg en dag når til et punkt, hvor jeg synes noget hænger, er slapt, eller på anden vis ser sært ud (f.eks. ligner noget fra et syltetøjsglas i et fysiklokale) så har jeg så absolut tænkt mig at klippe, skære, sy, strække og formindske alle de steder jeg kan. For en af de absolut vigtigste begreber ved girlpower, og den nye generation er i min optik, at udnytte alle midler, og de mange muligheder, for at blive så glad, lykkelig, og ikke mindst ligestillet som muligt.

Verden ligger for jeres fødder, de damer, tag den, udnyt den, få det bedste ud af den. Mændene må ikke spænde ben for os, men det er vigtigt at vi heller ikke spænder ben for os selv, og hinanden.

Kærligst, Rie