80 års fødselsdag (heldigvis ikke min!)

I dag, søndag, er hovedsageligt gået med at slappe af, og forberede mig (os) på min mands farmors fødselsdag i morgen. Det er lidt noget særligt, da hun i mange år også har fungeret som min farmor, og hun behandler mig virkelig som et blodbeslægtet barnebarn. Min mand (Lasse) skal holde en tale, som jeg har hjulpet med at skrive. Håber, det kommer til at gå godt , uden at han bliver en rallende usikker-per (som jeg nok selv ville have blevet, hvis det var mig). Jeg har kreeret en sang for Farmors mand (Farfar) da computere og printere ikke er hans stærke side, og han er for generet og nervøs til at turde/ville holde tale. Han har selv valgt Anne Linnets 'Forårsdag', og jeg græder når jeg læser teksten, fordi den både er smuk, romantisk, og lidt sørgelig.

Du ved det sikkert allerinderst inde
selvom jeg sjældent bruger store ord
Du ved, at du er den der gennem livet, 
og stadig i mit hjerte bor.

Jeg ved at al min sidste tid skal leves,
jeg ved at tiden tæller hjertets slag,
at alt det vi har grædt igennnem livet
det svinder på en forårsdag.

En forårsdag hvor solen bare skinner,
som da jeg mødte dig den første gang
og hele verden svandt kun solen så os
og lavede en stille sang.

Og det er det jeg endelig har fundet
så mange år er gået sidenhen
vi tænker vel at noget sku´ forandres
hvis vi ku´ leve alt igen.

Vi tænker vel at vi gled fra hinanden
i årene der hastede forbi.
Og nu er alting stille her i stuen
og store ord er svær´ at sig´.

Men du ved det sikkert allerinderst inde
selvom jeg sjældent bruger store ord
Du ved, at du er den der gennem livet, 
og stadig i mit hjerte bor.

Jeg ved at al min sidste tid skal leves,
jeg ved at tiden tæller hjertets slag,
at alt det vi har grædt igennnem livet
det svinder på en forårsdag.


Jeg har desuden besøgt min gamle, men meget elskede Mormor i dag. Hun er meget alvorligt dement (og har været det i mange år), og ved ikke en gang, hvad hendes navn eller alder er. Hun har ikke så meget sprog tilbage, og kan ikke kende nogen længere. Men hun virker glad og tilpas, og lykkelig efter omstædighederne. Jeg bliver altid frustreret og gal, når folk ævler om at demente ikke har nogen livskvalitet, og/eller at de ikke har nogen livskvalitet, fordi de ikke kan huske noget, og tit bare sover det meste af tiden. Jeg synes det er vigtigt at huske, at livskvalitet er forskellig fra person til person. Selvom livet og skæbnen har budt min Mormor denne form for alderdom, mener jeg alligevel at hun har en god livskvalitet. Hvis det er lykke at ligge i sin seng hele dagen for at hvile, så mener jeg, at man skaber hende livskvalitet ved at lade hende gøre det, og sørge for at omgivelserne er varme, trygge, rene og rolige. Hun får meget hjælp på et specialiseret demens-plejehjem, og jeg ved at hun aldrig går rundt og er sulten, beskidt, tørstig eller andet, fordi et kompetent og dygtigt team passer godt på hende. Jeg mener selv, at hun har masser af livskvalitet.

Min mor og jeg fungere som værger for hende, og besøger hende hver søndag. Selvom det har kostet mange tårer gennem tiden, at min Mormor er så dement, og selvom hun jo ikke er en traditionel mormor, så elsker jeg hende stadig meget højt. Også, selvom hun ikke ved hvem jeg er. Jeg er stadig overbevist om at hun alligevel på en eller anden måde har en fornemmelse af, at jeg er hendes familie, og at jeg elsker hende, og passer på hende resten af hendes liv.

Ughh, meget sørgelig og alvorlig blog i dag - det er ikke så sjovt at blive gammel altid.

XXX