Kender du det, at man tvinger sig selv til at være modig, og gøre noget mandigt, selvom det føles som om, man kan få akut diaré af nervøsitet, hvert øjeblik det skal være? Men det er ligemeget ! Somme tider SKAL man være modig alligevel!
Jeg forsøger selv at være modig, så tit det er ladesiggøreligt. Selvom jeg hader det. Kender du følelsen af, at man kan hører blodet suse for ørerne, og ens ben er mærkelige gummiagtige? Og man bare bliver rød - utrolig rød - og svedig, og det sådan generelt føles som om ens krop er gået i straffetilstand, fordi man tvinger den til en konfrontation, den virkelig ikke kan lide. Det er også tit i den slags situationer, hvor kroppen så går i modsat grøft af hjernen, og nægter at samarbejde. Jeg tror, alle har prøvet, at man før en konfrontation (og helt sikkert bagefter!) har tusind seje ting at sige, men mens det står på, er man usikker på hvad ens eget navn er. Rådne, bange hjerne. Endnu værre går det, hvis ens stemme så mutere til noget grødet, flydende noget, fordi man - shit - er ved at tude. Og her taler vi IKKE den elegante Tornerose-lignende type gråd, hvor en tåre triller ned af ens kind. Nej, nærmere den krampagtige power-hulk, der virkelig ikke gør én særlig pæn. Og hvor man bagefter har øjenlåg, der er så hævede, at det ligner skamlæber. Og man er kamprød i ens ansigt. Og man bare føler sig uformelig, og vanskabt, og ikke er i stand til at sige noget som helst fornuftigt. Det er bare ikke i orden, krop!
Modighed er noget svært noget, men følelsen af at gøre det alligevel, er fedt. Så vær modig!
Knus, R
Ingen kommentarer:
Send en kommentar