Godformiddag.
Vågnede op denne morgen til at katten havde kastet op i mit soveværelse, og derudover også til nyheden om at L.O.C og Christiane Schaumberg-Müller skal giftes i december i år. Meget glædelig nyhed, selvom jeg er overrasket over, hvor stort påstyr der allerede nu lader til at være omkring det. Jeg mener, det er lige før, der går Mary & Frederik i det. Og antager, at L.O.C's bryllup ikke ligefrem bliver slasket op på alle sendeflader live, modsat de royale af slagsen ..
Bortset fra det, så elsker jeg bryllupper. Jeg blev selv gift da jeg var 20 (og det er endda helt uden at være medlem af en sekt, Jehovas Vidner, Indre Mission, eller bare sådan generelt være sindssyg, hvilket folk ofte antager). Jeg har læst, at gennemsnitsalderen for at blive gift, for danskere, er omkring 34 år. Wow. Det føles meget mærkeligt, at det er mere atypisk at være gift i 20'erne, end det er, ikke at være det.
Gang på gang undrer det mig, når folk spytter børn ud i et væk, men om de skal giftes? Absolut ikke. Mange mener, at det er et alt for stort commitment. Jeg forstår det ikke. Hvis jeg vitterligt ønskede at slippe for min mand, L, fra den ene dag til den anden (på tryllestavsmåden) så kunne jeg blot lade mig skille. Hvorimod hvis man har et barn sammen, så er man nødt til at ses med hinanden minimum 18 år, og højst sandsynligt resten af sit liv.
Så et program om teenageægteskaber på TLC-kanalen igår aftes ('Teenagebryllupper'). Og ud af de par man fulgte, var der ikke rigtigt nogle helt normale par med. Det bestod bl.a. af:
- En 17-årig pige, der skulle giftes med en fattig, sær, slidt mand på 64.
- Et meget troende og religiøst par på hhv. 17 og 19, der skulle giftes. (på sekt-måden)
- En meget naiv 17-årig pige, der skulle giftes med sin kæreste som hun elskede, men KUN fordi hun var gravid med hans barn.
Det minder meget om den danske pendant, De Unge Mødre, som også i mindst 90 % af tilfældende viser atypiske og tit ufungerende og ustabile familier, selvom at der jo findes utallige lykkelige solstråle historier, om unge mødre i Danmark. Det skøre og det mærkelige er tit bedre tv, men det skaber også et sindssygt billede af den omhandlende gruppe.
Der findes masser af normale ægteskaber, mellem unge mennesker .
Der findes masser af velfungerende, skønne unge mødre.
Basta.
Knus , R
(et billede af mig, før mit bryllup i 2010)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar